Jeg er vild med Nik og Jay! Det har jeg været siden jeg i 1 G fik øje på Jay, som gik en årgang over mig i gymnasiet. Dengang var de godt nok ikke Nik og Jay endnu, men pæn har han alle dage været 🙂

Nå, men nu var det ikke fordi jeg ville skrive en hyldest til Nik og Jay, at jeg starter det her indlæg med en sætning fra deres sang Linje H.

Det er fordi, jeg synes den sætning er så spot on på mit livssyn.

For nogle gange tager livet altså form som en forhindringsbane. Og det er helt som det skal være. Også selv om det er benhårdt.

Vi kan ikke selv styre hvilke bump vi får smidt ind fra højre af livet, det vi KAN vælge selv, er hvordan vi forholder os til det – og reagerer på det. Og det er dét der er det vigtige i mit budskab i dag.

Derfor synes jeg faktisk det er noget af det vigtigste vi kan lære vores børn:

At håndtere livets bump. Ikke fjerne dem.

Alle, jeg mener virkelig ALLE, kommer igennem hårde tider i deres liv. Også de rige og de kendte, også dem med happy family billeder på insta, og også hende kollegaen der altid smiler og siger alt går godt. Vi går fra hinanden, kommer i boligproblemer, bliver fyret eller siger selv op fordi vi er drøn ulykkelige, vores børn bliver drillet eller mistrives, vi kommer i konflikt med vores nærmeste, vi eller vores familier bliver ramt af sygdom osv.

Jeg tror ikke på at lykke er lig med fravær på problemer i livet. For mig er lykke ikke konstant. Og jeg synes det vigtige er evnen til at få øje på alt det gode i livet, når det er der.

Følelser er en bevægelig størrelse (det giver så god mening at det hedder emotions på engelsk, ikke?) for de kommer, udfolder sig og forsvinder igen. Hvis man lader dem.

Hvis vi istedet ikke kan holde de ’negative’ følelser ud, og prøver at holde dem nede, vil de sætte sig fast i vores krop. Måske som spændinger i ryg og nakke, måske som et nervøst tarmsystem og måske som luftvejsmæssige gener. De vil være der og holde vores energi og livsglæde nede.

Et af mine livsmantraer er: vær med det der er, som det er lige nu.

Det lyder måske enormt banalt og simpelt, og det er det ikke 🙂

Når babyen græder på 3. time og vi panikker rundt i hele lejligheden og mekanisk vugger baby op og ned, istedet for at trække vejret og hive ro ind i vores eget nervesystem, og på den måde også få beroliget baby.

Når vi står midt i Netto kl 16.05 og vores barn kaster sig på gulvet i et skrig, er det ikke altid nemt at sætte sig ned ved siden af, skubbe kurven til side og bare trøste og ae lidt.

Når teenageren ligger inde på værelset og græder og ikke vil leve mere fordi det har været en dårlig dag i skolen og man velmenende begynder at remse alle de gode venner op der er, og hvor smuk og dejlig ens barn er, istedet for at bare lytte, anerkende at det lyder som en hård oplevelse i skolen og trøste med kram og ae.

Men det hjælper ikke at putte flødeskum på lorten. Det er stadigvæk lort.

Det hjælper at lade følelsen få sin tur igennem systemet og lade den komme ud igen.

Det betyder ikke at vi alle skal gå rundt i en konstant følelses rus og kaste os på gulvet i sorg, når noget ikke lige går som vi har forestillet os det.

Det betyder, at hvis vi ikke selv som børn har lært en sund måde at følelsesregulere på, skal vi på et lille stykke arbejde, der går ud på at finde på gode måder at lære det nu som voksne – og give videre til vores egne børn. Vi har alle en masse forskellige følelser i løbet af en dag. Og de fleste af dem kan vi selv tage os af. Hvis vi fx bliver irriterede over en kollega, trækker vi måske bare lige vejret dybt og flytter os lidt fra ham/hende. Eller hvis en bil kører ud foran os i trafikken, lægger vi måske lige en hånd på brystet for at berolige os selv fra chokket. Dét er det vigtige, at lære sunde måder at følelsesregulere os selv.

Det kan være en rigtig god idé at undersøge vores egne reguleringsstrategier, når vi bliver forældre. For dem vil vi oftest give videre til vores børn. Og derfor er det netop ofte i forbindelse med at vi selv bliver forældre, at der bliver rippet op i gamle sår fra vores barndom. For børn er fra fødslen helt i kontakt med alle deres følelser, og hvis vi ikke selv har lært at være trygge i alle slags følelser, stresser det os og gør os utrygge at være i det med vores børn. Det er det der gør at andre følelsesregulerer sig ved at svine den ’irriterende’ kollega til, ved at dytte, råbe, eller decideret true den billisten der kører ud foran os osv.

Jeg lever selv i en sammenbragt familie, jeg er mor til to teenagere, jeg har et firma selv og et jeg driver sammen med min kæreste, vi bor i en lidt for lille lejlighed og alle børnene går i skole i forskellige dele af landet. Der kan være mange bump på min forhindringsbane.

For at øve mig i at huske at se min dag med de positive briller på, gør jeg forskellige små daglige ting.

• Jeg skriver små taknemeligheds sedler hver aften med tre ting jeg er taknemmelig for (og nogle dage er det helt ned til en god kop te, ingen kø i Netto, eller en P-plads i gaden)
• Jeg siger pyt mange gange om dagen (med to teenagere i huset er det et must)
• Jeg trækker ofte vejret dybt tre (eller hundrede) gange, når jeg mærker mit system spænde op.

Jeg synes det er sindsygt vigtigt vi kan sige: ”Øv, noget lort” når tingenge er noget lort. At vi kan sige:”Jeg er mega ked af det her sker for mig/min kæreste eller mine børn” når der sker noget vi gerne ville have været foruden.

For vi ønsker jo alle det bedste for dem vi holder af – og sådan bliver det desværre ikke altid <3